Våben Hvad fægtes der med? I fægteklubben Niels Juel fægtes der med kårde. På et senere tidspunkt vil der være mulighed for at gå over til fleuret, hvis der skulle være interesse herfor. Fleuret Fleuretten er det mindste og letteste våben og anbefales også for begynderne. Det har en fleksibel, rektangulær klinge på ca. 90 cm og vejer ca. 500 gram. På fleuret er det eneste gyldige træffefelt torsoen. I forbindelse hermed anvendes der til almindelig kamp en fægteveste af metaltråd, som giver et signal, når den rammes af modstanderens klinge. Fleuretten var fra starten ment som skolevåben. Den blev brugt til at lære unge adelsmænd duellens kunst, så de var forberedte på rigtige kampe. Kårde Kården er det våben der kommer tættest på de oprindelige duelvåben både af udseende og måden at fægte på. Kårdens trekantede klinge er som fleurettens ca. 90 cm lang. Samlet er kården med sine ca. 750 gram dog en del tungere. Dette betyder, at hastigheden i en kamp på kårde generelt er lidt langsommere end på fleuret. Kårdens skål er ligeledes en del større end fleurettens. Dette skyldes at hånden og hele kroppen er gyldigt træffelt under fægtning med kårde.
Fra sværd til kårde ... ... lidt om fægtningens historie. Kården opstod med tiden som en videreudvikling af sværdet. I middelalderen blev sværdet brugt som almindeligt våben. Dog var det forbeholdt dem, der havde råd til det og kunne bruge dem. Igennem det 16. århundrede opstod kården og rapieren som et alternativ til sværdet. Disse våben var forsynet med smallere og længere klinger end middelalderens sværd. Desuden var de i modsætning til de gamle våben ikke hugvåben men derimod stikvåben. Og heri lå også grunden til deres succes, idet man hurtigere kunne bibringe sin modstander et drabeligt stik, end han kunne nå at svinge sit tunge sværd. Kården blev efterhånden et meget populært våben, som især blev brugt i det civile liv til selvforsvar. Sammen med disse våben holdt også den nyere fægtekunst indtog i Europa og blev snart en ret populær sport iblandt adelsmænd. Hamlet: Come, for the third. Laertes, you do but dally; I pray you pass with your best violence; I am afeard you make a wanton of me. Laertes: Say you so? come on. [They fence some more.] Osric: Nothing neither way. Laertes: Have at you now! [Laertes wounds Hamlet. In scuffling, their swords get mixed around. Hamlet wounds Laertes.] King: Part them, they are incensed! Hamlet: Nay, come again! Shakespeare, Hamlet (Act 5, Scene 2) I Shakespeares værker fra renæssancen forekommer der flere fægtekampe og dueller, som bliver udkæmpet med kårde, som for eksempel også i dramaet ”Hamlet”. I 1600-tallet resulterede en fornærmelse eller uenighed imellem adelsmænd ofte i en fægteduel på liv og død. Som eksempel herpå kan der blandt andet nævnes astronomen Tycho Brahe, som mistede en del af sin næse under en fægteduel, forårsaget gennem et skænderi omkring matematik. Et stort antal af dødsfald iblandt adelsmænd førte endda til, at der måtte udskrives et forbud imod fægtedueller. Med tiden gik fægtning dog over til at være en ren sport, og beskyttelsesjakker og masker kom i brug. Og med den nye teknologi i det 20. århundrede holdt også den elektriske kårde og fleuret deres indtog i sportsfægtningen. Fægtende kvinder ... ... igennem tiderne. Kvindeduel i Neapel I 1552 udkæmpede Isabella de Carazi og Diambra de Petinella i byen Neapel en duel om en mand ved navnet Fabio de Zeresola, som de begge var forelsket i. Hændelsen inspirerede den spanske maler Jose de Ribera til dette maleri fra 1636, som i dag hænger i Prado i Madrid. Madame de Saint-Belmont I det 17. århundrede indlogerede en fransk officer sig uden tilladelse i huset, som tilhørte adelsdamen Madame de Saint-Belmont, som på dette tidspunkt var en ung enke. Hun sendte ham et brev, hvori hun bad ham om at forklare denne uhøflige adfærd, men blev ignoreret. Som følge blev officeren udfordret til en duel, som den franske adelsdame deltog i forklædt som mand. Idet hun var veltrænet i fægtning lykkedes det Saint-Belmont hurtigt at afvæbne sin modstander, hvorefter hun tilkendegav sin sande identitet og anbefalede ham, fremover at være mere modtagelig overfor kvinders ønsker. Duel mellem søstre I 1650 udkæmpede to franske adelsdamer, som var søstre, en duel nær Bordeaux. Under kampen blev den ældre søster dræbt. Kronisten, som nedskrev denne hændelse, undlod dog at nævne deres navne, for at beskytte familien.